I hver fjerde kommune bliver der behov for færre boliger

Selvom de fleste kommuner kan forvente en positiv befolkningstilvækst frem til 2045, ser udviklingen anderledes ud i blandt andet Lemvig, Lolland, Struer og Bornholm. Her vil befolkningen falde, og mens kommuner som København og Aarhus får brug for titusindvis af nye boliger, får disse kommuner brug for færre boliger frem mod 2045. Det får betydning ikke kun for boligpriserne, men også for det lokale erhvervsliv og kommunekassen. Det kan i værste fald føre til, at kommunerne havner i en negativ spiral.

Læs mere her

Byggeprojekt for over en milliard: Munkebjerg Park får 800-900 nye boliger

Munkebjerg Park ved Niels Bohrs Allé i Odense bliver til en helt ny bydel. Vækstområdet, der ligger tæt på bl.a. SDU, University College Lillebælt, Forskerparken og Cortex Park, har i dag knap 200 boliger, men med start i foråret skal der udvides med 800-900 nye boliger. Barfoed Group P/S står bag projektet, som kommer til at bestå af både to- tre- og fireværelses lejligheder, ungdomsboliger og ældreboliger.

Læs mere her

Anderledes boligprojekt i Aalborg

Fra april 2018 skal der opføres 220 lejelejligheder i Aalborg. Det er ejendomsudviklingsfirmaet Calum, der står bag projektet, som får navnet Oasen. Boligerne opføres rundt om en tidligere grusgrav, som omdannes til et grønt område med sø, fællesarealer og legepladser. Desuden bliver der mulighed for at få en bolig med egen kolonihave.

4 teams bestående af arkitekter, ingeniører og totalentreprenører har dystet om opgaven, og i samråd med med Aalborg Kommune og Arkitema Architects har Calum udpeget HP BYG, akademiingeniørfirmaet Svend Poulsen og arkitekterne Kjær & Richter som vinder af konkurrencen.

Læs mere her

450 nye ungdomsboliger på vej i Esbjerg

På Tovværket i Esbjerg vil et anderledes byggeri stå færdigt i 2020 som del af et nybyggeri i Esbjerg. Projektets navn er Esbjerg Towers og består af tre boligtårne tegnet af Bjarke Ingels Group (Big). Tårnene på henholdsvis 6, 10 og 17 etager skal indeholde op til 450 ungdomsboliger. Det er målet, at boligerne er klar til indflytning ved studiestart i 2020.

Læs mere her

Kvalitetsguide skal sikre, at Aarhus forbliver en ’liveable’ by

Fra 2016 til 2019 skal der bygges 400 almene familieboliger om året under initiativet ’Hjem til Aarhus’. Samarbejdet mellem bygherrer, arkitekter, myndigheder og byggeriets mange andre parter skal hjælpes på vej af en kvalitetsguide til alment boligbyggeri, som er udarbejdet af Aarhus kommune i samarbejde med stadsarkitekt Stephen Willacy. Guiden er tænkt som et dialogværktøj og skal samtidig inspirere til innovative almene boligprojekter, der beriger omgivelserne. ’Liveability’ er et gennemgående begreb i kvalitetsguiden, som dækker over, at byen skal være god at leve i – tryg, grøn, inspirerende og vedkommende.

Læs mere her

150 nye boliger på vej i Albertslund

24.000 kvadratmeter syd for Coops hovedkvarter er blevet udstykket til et boligprojekt på ca. 150 boliger. Det er ejendomsudvikleren Casa Nord, der står for byggeriet, som vil begynde primo 2019. Det bliver til i alt 14.300 kvadratmeter ejendomme fordelt på ca. 6300 kvm rækkehuse og ca. 8000 kvm lejligheder.

Læs mere her

Velkommen til Levantkaj – fremtidens grønne kvarter i Nordhavn

Det er ikke til at se endnu, men om få år vil containere, kraner og lastbiler være forsvundet, og en ny bydel vil i stedet skyde op på Levantkaj. For øjeblikket bruges det store område i Indre Nordhavn som containerterminal, men i fremtiden skal det blive hjem for 10-12.000 mennesker. Visionen er, at Levantkaj skal være en grøn og bæredygtig bydel. Her skal være skoler, daginstitutioner, grønne områder, vandsport, små vindbeskyttede haver og den 600 meter lange kaj. 34 arkitektteams har budt ind på opgaven, og det blev Team Entasis, der fik lov at tegne planen for det ny kvarter.

Læs mere her

Rekordhøje lejlighedspriser bekymrer økonomer

Mens parcelhuspriserne er vokset med ca. 0,5% om året de seneste 45 år, er prisen på ejerlejligheder vokset med 1,3% årligt. Det betyder, at en ejerlejlighed på 70 kvadratmeter i dag koster det samme som et parcelhus på 140 kvadratmeter, mens en gennemsnitlig lejlighed på 80 kvadratmeter koster 300.000 mere end et parcelhus på 140 kvadratmeter. Dog er priserne mere svingende på lejligheder pga. blandt andet forældrekøb og spekulationer. Mens prisudviklingen på landsplan er nogenlunde fornuftig, skaber prisniveauet i København bekymring: – Prisniveauet vurderes at være højere, end udviklingen i de disponible indkomster og renter tilsiger, konkluderer en prognose fra Nationalbanken.

Læs mere her

Færre boliger på markedet – men flere penge i omløb

Mængden af penge, der skifter hænder i handlen med boliger, stiger støt. 174 milliarder kr. blev brugt på boligkøb i år 2017 – for fem år siden blev der brugt halvt så meget. Samtidig er der færre og færre boliger i udbud. Ved begyndelsen af 2018 er tallet det laveste i 11 år, og særligt ejerlejligheder er der langt mellem. En forklaring på dette er, at boligerne er til salg i kortere tid, mens den stigende mængde penge i omløb på boligmarkedet kan bl.a. forklares af lavere renter.

Læs mere her

Boligsalget er i fremgang i udkantskommunerne

De stigende boligpriser i byerne medfører, at mange søger mod udkantskommunerne, hvor priserne er væsentligt lavere. Det ses tydeligt på udviklingen i boligsalget i 2017 – i udkantskommunerne er der solgt 17,4% flere boliger i forhold til året før, mens stigningen i resten af landet ligger på 7,8%.

EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann udtaler, at denne udvikling er klassisk for boligmarkedet: – Når markedet vender, sker det først i de store byer, og nogle år senere følger resten af landet med.

Prismæssigt går der nok et stykke tid, før udkantskommunerne indhenter resten af landet. I 2017 er villapriserne i de øvrige kommuner steget med 15%, mens priserne er faldet med 5% i udkantskommunerne.

Læs mere her